Vinklinger og selvhøjtidlige journalister

Jeg må undres over den danske journalistik - eller snarere journalisme. Stort set hver jeg er i besiddelse af lidt baggrunds viden om en i pressen omtalt sag, så forekommer det mig, at historien er blevet beskrevet langt fra virkeligheden.

Jeg ved godt, at objetivitet er et svært og sikkert uopnåeligt begreb, da vi alle har forskellige virkeligheder; men det burde alligevel være journalistens mål. Ellers komme vi langt fra fakta og ender i fordrejninger - for ikke at sige løgn.

Det er så moderne med "vinklingsjournalistik". Og det er vel reelt fair nok at beskrive en sag fra lønmodtagerens, pacifistens, udeholdets eller indvandrerens perspektiv. Men dækningen skal altså fortsat være funderet i fakta og virkeligheden. Når selve vinklen er en løgn, så bliver det et problem - og når man så udelader eller undertrykker alle informationer, der modsiger løgnen, så er vi altså ude på overdrevet.

Med mine personlige oplevelser indenfor sager jeg ved noget om, så bliver jeg stærk bekymret for, om vi virkelig har samme lave niveau indenfor de områder, hvor jeg ikke har førstehåndsviden!

Men journalister må jo tilsyneladende ikke kritiseres. For når statsministeren siger, uden at kræve det, at DR er burde undersøge sig selv. Så går hele den dansk journaliststand i koma og anfører, at det må statsministeren sandelig ikke, da han er pressens minister, og han dermed truer ytringsfriheden. Men hvad med statsministerens ytringsfrihed. Han bliver jo angrebet ganske hårdt i sagen vedrørende de afghanske fanger. Jeg ved ikke, men han kunne jo have ret. Skal han så bare holde det for sig selv og lade pressen rode videre?

Og så kan man jo så spekulere over om f.eks. kulturministeren heller ikke må ytre sig negativt om kulturinstitutioner? Pressen selvhøjtidelighed må da have grænser!