Basketrigsdagen

Vi har nu haft fire ordinære basketrigsdage, så der kan godt drages nogle konklusioner:

1. Det er udfra et demokratisk perspektiv godt, at klubberne er direkte repræsenteretet.
2. Det er ærgeligt at så megen tid går med jura (love, reglementer, propositioner) og strukturer, når nu endelig så mange betydningsfulde personer er samlet.

Da jeg i de senere år har været dirigent på møder, så kan jeg naturligvis være medskyldig, men jeg tror at grunden er mere fundamental. Ellers er metoden enkelt. Find en anden og bedre - jeg skal nok overleve det.

Omkring 80-100 personer invester ca. 10 timer i at deltage i mødet. Når jeg kører hjem fra sådant et møde, så kan jeg ikke slippe tanke om, hvad ca. 1000 timer ellers kunne have ført til i form af kurser, stævner m.v. - og selvfølglige er det en lidt urimelig opstilling men alligevel. For hvis rigsdagen så var et sted, hvor man fik udviklet væsentlige synspunkter, som man kunne bruge, når man kom hjem, så var det ikke så skidt. Men jeg tror, at dette kun i begrænset omfang er tilfældet.

Og hvad kan man så gøre ved det?
Jeg tror ikke, at jeg har det endelig svar, men ...

Rigsdagen kan naturligvis ikke afskaffes. Men måske kunne formen forbedres. Så i stedet for et juridisk skoleridt og politiske positionering også kunne foregår noget lidt mere reel dialog.

Rigsdagen er blandt andet blevet til på baggrund af Bjarne Bremholms lederakademiprojekt, men har blandt været igennem den økonomiske vridemaskine. Jeg mener i hvert fald at huske, at der oprindeligt blev arbejdet med et møde over to dage. DIF kører for eksempel møder fredag aften og det meste af lørdagen. Det giver mulighed for gruppearbejde over et tema fredag aften, samt et mere formelt møde om lørdagen. Her skal et glas rødvin sammen med ligestilled efter programmet fredag aften bestemt ikke undervurderes, men det koster naturligvis både flere kroner og mere tid.

Derudover så kan man gøre noget ved kvaliteten af de foreslag, der behandles på rigsdagen og mængden af forslag. Et forslag der skal have en reel demokratisk behandling kræver trods alt 100 menneskers opmærksomhed i 5-10 minutter. Når det så viser sig, at under en håndfuld kan støtte det, så er det vel rimeligt at overveje et filter.

Mængden
I "gamle dage" udgjorde distriktforbundenes repræntantskabsmøde et filter, der i nogen grad sikrede, at forslag kunne blev videresent, hvis de havde en rimelig opbakning. I dag har vi ikke et forum til dette, så næsten "alt" når helt frem til rigsdagen - meget demokratisk, men også overflødigt.

Jeg tror, at man skulle overveje at kræve at et forslag skulle dokumentere en vis opbakning. F.eks. ved at kræve at det havde mindst 5 andre klubber som "stillere" eller at flertallet af det relevante relevante DBBF-udvalg eller DBBF-bestyrelse støttede forslag. Detaljer kan naturligvis drøftes.

Kvaliteten
Det forekommer mig at forslagene, der når frem til rigsdagen i højere og højere grad bliver i form af prosa, der ligger MEGET langt fra en brugbar lovtekst. Det positive ved dette er jo at klubledere ikke behøver at være jurister - heldigvis.

Imidlertid så betyder det et overdrevent behov for bestyrelsesbemyndigelser og tvivl om det reelt vedtagne, da dele af foreslaget måske ikke står i selve forslaget, men nærmere i begrundelsen for forslaget.

Den rigide imødegåelse af dette ville være blot at afvise forslag, der ikke indfrier visse form krav, men mon ikke det var mere reelt at lave et lovudvalg eller lignende, der sikrede:

1. At forslaget havde et reelt indhold - nogle gange forslåes der jo ting der allerede gælder eller ting det er umuligt at ulovligt at gøre.
2. At forslaget blev formuleret på en sådan måde, at det i form var konsistent med de allerede gældende paragraffer.

At møder så iøvrigt ofte tager AL den tid man har. Det er en anden sag.

Tilskuerkultur

Når var har uheldige publikummer, så vil vi gerne tro på, at det er enkeltstående hændelser. Men nu har vi jo efterhånden haft lidt rigeligt med "enkeltstående" hændelser. Jeg tror vi må erkende, at Danmark har forladt roligankultur - og det skal tages alvorligt.

Jeg er måske lidt gammeldags, men jeg tror ikke bare at vi kan nøjes med at se på fodbolds hændelser i den seneste uge. Vi må også se lidt på den generelle etik, moral og holdningen til almindelig fairness!

Det er let nok at udpege landskampen mod Sverige, opvisningskampen i Rønne samt 2. divisionskampen i Rønne. Men hertil aften kunne jeg også se publikum buhe af en svensk vinder under hele afspilningen af nationalmelodien. Det burde vel være et tidspunkt, hvor anstændigheden trådte til - det er vel mere en dommer man er sur på, man kan vel dårligt forlange at en svensk vinder afskriver sig sejren (når vi samtidigt mener at det er OK, at Bjarne Riss bruger mere end 10 år på at indrømme).

Men også i det små bliver jeg stødt. Er det f.eks. til Basketligakampe rimeligt at 10-12 årige drenge viser fuck-finger til dommere og modstanderspiller uden indgreb fra observerende ledere/forældre. Jeg mener det ikke!

Slaget er måske tabt; men jeg er bange for, at der er en lige linie fra sidstnævnte og til førstnævnte langt værre hændelser.

Jeg ved godt at ikke alle falder i; men måske er det den grundlæggende mangel på forståelse for etik, moral og fairness, der er det basale problem.

I givet fald har forældre og klubber en væsentlig udfordring.