Sport og snyd (og moral?)

Jeg vil ikke skjule, at dette indlæg er skrevet på baggrunden af dopinghændelserne er Tour de France; men jeg synes, at det trænger til et andet perspektiv.

Henrik Byager gjorde det egentlig glimrende forleden aften, hvor han jo gjorde opmærksom på, at vi jo stadig så cykelløb - omend ikke med helt den samme naivitet. Jeg er da i hvert fald ikke i tvivl om at jeg også vil følge med i afslutningen af Tour de France, når det nu bliver med lavere blus, så skyldes det ikke doping, men at bjergetaperne er overstået og der ikke er en dansker i front længere.

Jeg er ikke i tvivl om, at der blandt de tilbageværende ryttere med sikkerhed er nogle, der er flossede i kanten. Det samme gælde sportdirektørene, hvor nogen er dømt eller efter forældesesfristen har indrømmet, andre er aldrig blevet afsløret, og måske findes der også ægte uskyldige - men måske naive - mellem de tilbageværende.

Doping er snyd. Det er en speciel form for snyd - fordi nogle former for doping er helbredsskadeligt, ja måske endda dødeligt. Det er naturligvis stærkt uacceptabelt, specielt fordi det kan trække/presse flere med i helbredsskadelig virksomhed - og det skal man at tage afstand overfor.

Når det er sagt så synes jeg imidlertid at sporten slipper for nemt, hvis man forsøger at isolere doping fra alle andre former for snyd; for det biddrager til at legitimere andre former for snyd, som er langt hyppigere forekommende.

• det er tilsyneladende helt legitimt, at forsøge at snyde sig til et indkast, selvom om man ved at bolden skal den anden vej.

• det er helt legitimt at snyde sig til en angrebsfejl eller forsvarsfejl, selvom man ved, at man ikke har ret.
• og de "profesionelle frispark" har vi set i årevis.

Det bare for at vise, at fairness og gentlemanattituder ikke er de eneste værdinormer i idrætten. "At vinde" er nok en mere bærende værdi!

Når kulturministeren så vil have fængselsstraf for doping, så skal vi lige have propositionerne i orden, for det skal vel hænge dels andre former for misbrug i samfundet, dels skal straffen være proportional med straffen for andre former for snyd.

Doping er vel reelt at karakterisere som stofmisbrug og isoleret set skal det vel derfor straffes på samme måde:

• her må man jo konstatere at hash, kokain, ecstacy o.s.v. er ulovligt, men at vi ikke i særlig grad straffer misbrugerne, men i stedet går efter pusherne og bagmændene - altså læger, trænere, apotekere, motionscenterejere og ...
• der tages mængder at lovlige medikamenter, som man vel nok kunne opfatte som doping - f.eks. gigtmedicin og kosttilskud.
• det er også værd at bemærke at nogle former for stofmisbrug ikke er ulovlig. F.eks. alkohol og tobak - muligvis fordi misbrugerne her er i flertal og derfor ikke forbyder det ...

Det andet strafbare element skulle så være snyden - og doping er snyd - men skal det så ikke også være strafbare

• at snyde med scorekortet, protokolføringen, pointtællingen, måltavlen. Mange har jo set det i virkeligheden.
• at snyde med kampuret.
• at bruge en ulovlig spiller
• at anvende udstyr (spyd, biler, motorcykler, støvler), der ikke overholder reglementerne.

Og skulle man så ikke også se langt hårdere på den milde vold i idrætten. Er det ikke mindst lige så alvorligt?

• vi husker vel alle en fodboldlandskamp mod Sverige, og tilsvarende kan man se i mange idrætter
• man vil også kunne se opdækning f.eks. i håndbold, som i urimeliggrad øger skadesrisikoen overfor angriberen
• i basketball kan man se meget højt løftede albuer
• ...
  

Jeg tror at vi gør klogt i at lade sporten selv straffe idrætsudøveren og lade samfundet hjælpe med pusherne! Og ja, idrætsudøvere, der bryder straffeloven skal også straffes - f.eks. hvis man er i besiddelse af ulovlige medikamenter - men jeg tror ikke vi skal have idrætsparagraffer i straffeloven rettet mod udøverne - og så er det vel de færreste problemer, der løses med straf, det udviser snarere afmagt!

TV2 Sport og konkurrenceret

Man kan bestemt ikke beskylde mig for at være ekspert i konkurrenceret, men derfor må jeg jo godt undre mig alligevel.

I forbindelse med Konkurrencestyrelsens godkendelse af TV2 Sport, så blev der stillet en række betingelser for at sikre sig i mod i hvert fald nogle former for sammenblanding mellem TV2 og TV2 Sport (og i øvrigt tilsvarende i forhold til MTG).

Da jeg da formoder at TV-stationerne har læst på lektien, så kan man vel nu konstatere, at de får det som de vil have det - og alle sportsinteressede bliver tvunget til at finde pungen frem på den ene eller anden måde - for de gode rettigeheder flyttes åbenbart efter for godt befindende.

Tour de France når således på skift at blive sendt direkte fra TV2, TV2 Sport og TV News.

Retssikkerhed og voldtægt

Her i agurketiden er det kommet frem at et flertal i folketinget vil have flere voldtægtssager for domstolene. Situationen er sådan at politiet lader flere sager falde, da de ikke mener, at de vil føre til domfældelse.

Jeg synes politikerne skulle få stå præmisserne for vores basale og generelle retssikkerhed og ikke forsøge at lave særregler inden for et enkelt område - uanset at det er meget alvorlige krænkelser af typisk kvinder.

I følge retsplejeloven så må anklageren slet ikke trække folk for ret, hvis man ikke mener at sagen vi føre til doms. Det altså et lovbrud fra anklagerens side, at trække folk i retten, hvis der ikke troes på domfældelse. Det er et sundt generelt princip, da det altså også er et alvorligt indgreb at trække uskyldige i retten.

Løsnigen på problemet er vel næppe at holde optimismekurser for anklagerne. Løsningen er nærmere at kaste flere ressource efter efterforskningen, så tvivl i højere grad fjernes.

Men det vil altid være sådan at nogle skyldige vil gå fri på grund af mangel på beviser; men det er vel trods alt bedre end at uskyldige dømmes.